606 klubben
  • Forside
  • Nyheder
  • Båden
  • Klubben
    • Kontaktpersoner
  • Marked
  • Kalender
  • Galleri
  • Links
Udbredelse
606’eren blev konstrueret i 1969 af Pelle
Petterson, som er verdenskendt for sine mange konstruktioner. Den er mest
udbredt i Sverige, hvor der gerne samles omkring 70 både til SM, hvilket gør den
til Sveriges største kølbådsklasse, og Finland er godt på vej til at få en
større flåde af 606’ere, efter nybygningen er flyttet til Baltic-værftet på
Åland.

I Danmark findes knap 100 606‘ere jf målerbreve på
websejler.dk

De senest år har været præget af meget lokal aktivitet i
Hellerup og på Esrum Sø. Herudover er der stadig en del 606ere i Sønderjylland
og lidt spredt rundt omkring i landet, men det er ikke nogen der er aktive i det
årlige klassemesterskab/DM.

I 2010 havde vi fået tildelt et officielt DM af dansk
sejlunion. Baggrunden er vækst i det årlige deltagerantal, som de seneste år har
ligget på 20 deltagere. Det er lykkedes, at tiltrække svenske og finske både til
DM 2010. Og Dansk 606 klub giver en stor del af æren for, at klassen er på vej
fremad igen til ildsjælene i Hellerup Sejlklub.

På trods af de små felter, er niveauet i klassen højt
til de regionale stævner, og de danske deltagere plejer også at klare sig godt
ved Svenske og Nordiske mesterskaber, f.eks en syvendeplads ved Svensk
Mesterskab 2002 hvor 50 både deltog.

I 2000 genopstod NM på Esrum Sø, og blev afholdt en kort
årrække. Men når det kom til stykket er det det årlige SM der er højdepunktet i
klassen. FM og Mariehamnsregattaen samler også nogle store og skarpe felter. I
danmark håber vi, at DM også vil vækste og tiltrække flere fra Sverige, Åland og
Finland og Jylland.

Båden
606’eren kendetegnes ved den flade bund, som gør
den sjov at sejle i blæsevejr, hvor den let kommer op at plane. Cockpittet er
stort og velfungerende med plads til de store armbevægelser. Roret sidder på
agterspejlet og bevarer med sin størrelse de karakteristiske jolleegenskaber.
Der er mange trimmuligheder, og klassereglerne er rimelig frie på dette område
dermed kan man indrette båden, så den lige passer til en selv.

I begyndelsen af 90’erne begyndte man at tillade hævet
dørk, som gør båden selvlænsene. Alle nybyggede både er med den høje dørk, og i
Sverige er de fleste både efterhånden bygget om. I Danmark halter vi lidt efter
på dette område, idet vi endnu kun har omkring fem af den nye model – dog er et
par stykker mere på vej.
Alligevel klarer vi os godt mod svenskerne – i ’97
vandt Jørgen Svendsen fra Esrum Sø det svenske mesterskab og ville have vundet
igen i '98, hvis ikke det havde været for en tyvstart. Også andre har været inde
på top ti (Mikkel/Peter West, Niels Kristian Terkildsen og René Sørensen/Claus
Sparre)

Transport af båden til stævner foregår som regel på trailer. Har man
ikke en rigtig bådtrailer til rådighed, kan den sættes i et stativ på en
trailer. Fx en trailer nede fra den lokale tankstation.
Dansk 606-klub yder tilskud til krydsning af storebælt
for transport til DM, såfremt alle besætningsmedlemmer er medlem af
klubben.

Mange sammenligner 606 og Yngling, og de har da også et
godt udgangspunkt for sammenligninger. I Dansk 606 klub har vi den opfattelse,
at det begge er nogle dejlige både. Og vi ønsker begge bådklasser det bedste, og
synes fx det har været en fornøjelse af nogle skarpe unge ynglinge sejlere tog
sølv til 606 DM 2010. Der er 606 sejlere, som gerne stiller op til Yngling DM
hvis det bliver aktuelt at der kan lånes en båd. Det er bedre, at bakke hinanden
op end fortsætte gammelmandsdebatten om hvilken af bådtyperne der er
bedst.

Kapsejlads
Derudover er der selvfølgelig diverse andre
stævner, man kan tage til, men kan man ikke mættes af de danske sejladser, kan
man tage til Sverige, hvor man møder hård konkurrence i nogle større
felter. 

Det er meget populært at tage til SM – her er man sikker på, at
der er nogen at slås med – uanset om man er elitesejler eller mest
tursejler. 

I øvrigt ses det tit at 606 klassen bruges som
supplement til enten kapsejlads i andre klasser, eller en nem måde for
tursejlerne at komme ud og dyrke lidt kapsejlads.

Erhvervelse.
De fleste både er fra 70’erne og kan
derfor fås til ret billige penge. En kapsejladstunet båd fås for 20-30.000, men
er man mere nøjsom, eller har man bare lyst til selv at sætte en båd i stand, så
fås de også for helt ned til 10.000.
En nyere båd fås fra ca. 70.000 og op.

Bådens data
LOA: 606 cm
LVL: 550 cm
B: 186 cm
Vægt: 540 kg originalskrog og 555 kg med hævet
dørk
Storsejl: 10,5 m2
Fok: 5,5 m2
Spiler: 22 m2
Powered by Create your own unique website with customizable templates.